Det var først, da ægteparret sad i en taxi uden for lufthavnen, at de opdagede, at der var noget galt.

»På vores telefoner stod der 'velkommen til Grækenland', og så sagde taxichaufføren: 'Det her er ikke Spanien',« siger Humaira Shaikh.

Da hun sammen med sin mand for nylig skulle på ferie, gik det helt galt. Det skriver Mirror.

Humaira og Farooq Shaikh havde fået en rejse i gave fra deres søn, og 4. oktober drog de mod Stanstead Airport ved London for at påbegynde rejsen mod den sydspanske by med flyselskabet Ryanair.

Og alt foregik tilsyneladende planmæssigt.

I lufthavnen fik de i første omgang checket ind, fik afleveret bagagen og fik udleveret deres boardingpas. Siden fandt de frem til den rette gate, viste deres boardingpas og satte sig i flyet med kurs mod Sevilla.

Troede de. For det skulle vise sig, at de bestemt ikke var på vej mod Spanien.

I stedet landede ægteparret uvidende på den græske ø Zakynthos mere end 2.300 kilometer stik mod øst, hvor Humaira og Farooq Shaikh altså nåede helt ud af lufthavnen og ind i en taxi, inden de opdagede, hvor de i virkeligheden befandt sig.

»Jeg er fuldstændig chokeret og oprørt over, at det her får lov til at ske,« siger sønnen Suleman Shaikh, der hjemmefra forsøgte at hjælpe forældrene, der grædende ringede til ham.

Han er ikke mindst utilfreds med, at Ryanair ikke har vedkendt sig fejlen. Hans forældre fik i Grækenland besked på, at flyselskabet kun ville betale en enkelt overnatning, selv om der var fire dage til næste afgang mod Storbritannien.

Ifølge Suleman Shaikh har hele affæren kostet ham omkring 10.000 kroner. Også udgifter til hotellet i Sevilla og diverse udflugter gik tabt.

Ryanair siger i en udtalelse til Mirror:

»Det er den enkelte kundes ansvar at forsikre sig om, at man er med det rigtige fly,« lyder det fra en talsmand, der tilføjer, at man nu kigger nærmere på procedurerne i Stanstead-lufthavnen for at sikre sig, at det ikke sker igen.