Et sandt mareridt udspillede sig for Louise og David Turpins 13 børn gennem en årrække. Børnene blev sultet, nægtet bad og blev tortureret af forældrene, der i stedet valgte at give familiens to hunde mad. For få dage siden lykkedes et af børnene med at slippe væk og alarmere politiet. Nu fortæller broderen til Louise Turpin, at parret havde planer om at få flere børn.

De var tynde, blege og udsultede, børnene, da de blev fundet i den californiske by Perris. Her havde Louise og David Turpin gennem en årrække holdt børnene lænket til deres senge, mens de med knurrende maver levede et liv i frygt.

Forældreparret er siden blevet sigtet for 75 forhold af tortur, mishandling eller misrøgt af deres egne børn. 37 tilfælde for 49-årige Louise Turpin og 38 tilfælde for 57-årige David Turpin, som også er sigtet for 'uanstændig handling mod et barn under 14 år'.

Begge forældre nægter sig skyldige i sagen, der kan ende med at give dem op til 94 år i fængsel.

Siden har pressen i USA og England døbt familiens hjem 'Horror-huset'. Og sagen har fået stor opmærksomhed verden over.

Foto: ANDREW GOMBERT
Vis mere

Nu fortæller Louise Turpins bror, Billy Lambert, at parret havde planer om at få mindst et barn til - så tallet var kommet op på 14. Det skulle være fordi, parret håbede på at få deres eget tv-realityshow, fortæller Billy Lambert til The Mirror.

Louise og David Turpin ønskede at blive kendte, som det er tilfældet med den amerikanske reality-stjerne Kate Gosselin, der sammen med sine otte børn deltager i programmet 'Kate plus 8'.

»Hun plejede at sige, at de ville være perfekte til tv, og hun sagde ofte, at de ville blive større end 'Kate plus 8'. Hun mente, verden ville være fascineret i deres liv,« fortæller broderen til avisen.

Troen på, at den store familie kunne blive et reality-hit, var så stor, at de på et tidspunkt flyttede til Californien for at være tættere på Hollywood, fortæller Billy Lambert.

»De troede, de ville tjene millioner og blive kendte. De var ligeglade med børnene - det hele drejede sig om dem selv,« siger Billy Lambert.

Moren Louise Turpin og hendes advokat Jeff Moore under grundlovsforhøret torsdag.
Moren Louise Turpin og hendes advokat Jeff Moore under grundlovsforhøret torsdag. Foto: FREDRICK J. BROWN
Vis mere

Siden sagen blev kendt i offentligheden, er det også blevet beskrevet, hvordan de eneste, der kom sunde ud af huset, var Turpin-parret og deres to malteserhunde.

Da det lykkedes en af døtrene at stikke af og slå alarm, var de 12 af de 13 børn så underernærede, at det havde påvirket deres udvikling. Flere af dem var underudviklede både fysisk eller mentalt.

Politiet har beskrevet den 17-årige pige, det lykkedes at flygte, med et udseende som en 10-årig.

Flugten havde børnene i øvrigt planlagt gennem to år. En yngre søster flygtede sammen med den 17-årige, men lillesøsteren var så bange for forældrenes reaktion, at hun vendte tilbage til huset.

David Allen Turpin lytter til anklagerne mod ham og hans kone, da parret torsdag var i grundlovsforhør.
David Allen Turpin lytter til anklagerne mod ham og hans kone, da parret torsdag var i grundlovsforhør. Foto: Terry Pierson
Vis mere

Og det er måske slet ikke så mærkeligt, at børnene var blege, beskidte og ikke udviklede sig aldersvarende.

Hvis anklagerne mod forældrene står til troende, så fik børnene kun mad én gang om dagen. Én eller to gange om året fik de lov at komme i bad, og forældrene tvang dem til at være vågne det meste af natten og sove om dagen. På den måde kunne de holde dem skjult for naboerne.

Faderen underviste selv børnene derhjemme, men myndighederne i USA har ikke lov til at kontrollere skoler i private hjem. Derfor opdagede ingen, hvor slemt det stod til i hjemmet. 'Undervisningen' bestod tilsyneladende blot i endeløse dagbogsskriverier, som nu vil blive brugt mod forældrene i retten.

Retssagen mod ægteparret Turpin begynder i slutningen af februar. Deres børn er i øjeblikket indlagt på hospitalet for at komme til kræfter. Når de er klar til det, bliver de placeret i plejefamilier.