Ifølge anonyme kilder er Navalnyj-advokat anholdt for at "forstyrre offentlig orden", skriver russisk medie.

En advokat, som repræsenterede den afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, er ifølge russiske medier tirsdag blevet anholdt.

Den anholdte advokat, Vasilij Dubkov, ledsagede Navalnyjs mor sidste uge, da hun bad de russiske myndigheder om at få overdraget sin søns lig, så han kunne blive begravet.

Det er medierne Novaya Gazeta Europe og Sota, der rapporterer om anholdelsen.

Anholdelsen skal være sket i den russiske hovedstad, Moskva.

Oplysningerne er ikke blevet officielt bekræftet.

Anonyme kilder siger til Novaya Gazeta Europe, at advokaten er anholdt for at "forstyrre offentlig orden".

Navalnyj var den mest fremtrædende politiker og aktivist i den russiske opposition.

47-årige Navalnyj døde pludseligt i en arktisk straffekoloni den 16. februar. Ifølge oppositionspolitikerens allierede lyder det i officielle dokumenter, at han døde af "naturlige" årsager.

Støtter af Navalnyj og hans familie har imidlertid beskyldt det russiske styre for at have dræbt ham.

/ritzau/Reuters