I torsdags blev en artikel udgivet på det tyrkiske medie Daily Sabah med titlen: 'Tyrkiske forskere udvikler system til jordskælvsvarsel'.

Og helt i bunden af artiklen kan man læse, at systemet går i luften i slutningen af februar.

Men blot få dage senere, i begyndelsen af februar, er Tyrkiet blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der indtil videre har kostet mindst 500 mennesker livet.

Det ramte natten til mandag nær storbyen Gaziantep og bliver kaldt et af de mest kraftfulde jordskælv i regionen i mindst 100 år.

Systemet til at advare de tyrkiske borgere før et jordskælv har været to år undervejs og er i stand til at advare borgerne 10, 15 eller 20 sekunder, før rystelserne rammer overfladen.

»For eksempel, hvis der er et jordskælv med en styrke på 5 eller derover, vil systemet advare os. Efter advarslen vil vi kunne lukke for elektriciteten i metroen og for gassen. Dermed vil vi, når jordskælvet rammer, kunne reducere skaderne, og brandene, der ofte opstår efter skælvet, vil kunne undgås,« forklarede Hasan Sözbilir, direktør ved Dokuz Eylül Universitets jordskælvscenter, for blot få dage siden.

»Advarselsbeskederne vil blive sendt til telefoner, så snart jordskælvet er ti kilometer under overfladen,« sagde han videre.

Tyrkiet er en af verdens mest aktive jordskælvszoner, og nattens skælv, der ramte klokken 4.17 lokal tid, varede omkring et minut. Med en styrke på 7,8 på richterskalaen havde jordskælvet natten til mandag nok uanset haft voldsomme konsekvenser.

Rundt omkring Osmaniye-provinsen, Diyarbakir-provinsen og Malatya-provinsen er der således meldinger om og videoer af sammenstyrtede bygninger, hvor mange frygtes fanget i murbrokkerne.

Skælvet kunne mærkes i Cypern, Libanon og Syrien, hvor der i sidstnævnte også meldes om flere hundrede døde.