Godt gravet ned går en ukrainsk kampvogn næsten i ét med naturen. Det ligner, at den gemmer sig for den enorme konvoj af pansrede, russiske mandskabsvogne, der er på vej.

Men det er et bagholdsangreb.

Alene går den til angreb. Låst i sin position, gemt i tæt terræn affyrer den skud. Russerne er i vildrede.

»Det er en meget interessant video, der fortæller mig en del,« siger Kristian Lindhardt, som er militær forsker ved Forsvarsakademiet.

»Kampvognen er gravet ned, men kan stadig anvende sin kanon, det kaldes en nedgravet ildstilling,« forklarer han og tilføjer:

»Her åbner den ild fra det, vi kalder en korridorstilling – det betyder, den har et smalt skudfelt og nedkæmper de russiske køretøjer på kort afstand.«

Videoen er filmet af en drone og giver et indblik i, hvordan ukrainere er begyndt at føre krig mod russerne. Du kan se den øverst i artiklen.

»Kampvogne er normalt en ressource, som man gerne vil anvende i åbent terræn og dermed forsøge at nedkæmpe fjenden på så lang afstand som muligt,« siger Kristian Lindhardt og fortsætter:

»Men det her er et eksempel på, at Ukraine har analyseret sig frem til, at de er underlegne i åbent terræn og derfor gerne vil tage kampen i lukket terræn som skov eller by.«

Angrebet skete i Nova Basan øst for Kyiv og efterlod mindst én russisk vogn ødelagt.