Guillaume Briquet kom kørende i sin bil nær den østukrainske by Mykolajiv, da det skete.

Den schweiziske fotojournalist slap kun med nød og næppe derfra med livet i behold – og nu kommer Journalister uden Grænser med en klar advarsel.

Twitter har RSF (på dansk Journalister uden Grænser) delt et billede af Guillaume Briquets ansigt, hvor der er blodspor i højre side efter det, der skete.

Ifølge Journalister uden Grænser blev Guillaume Briquet beskudt af en russisk kommandosoldat.

»De skyder tydeligvis for at dræbe,« skriver Journalister uden Grænser og tilføjer, at Briquets bil tydeligt var markeret med presseskilte.

Det lokale ukrainske politi har på Facebook skrevet, at Guillaume Briquet pådrog sig skader i ansigtet og på underarmen. Politiet hjalp fotojournalisten til hospitalet, hvor han modtog behandling for skaderne.

Ifølge politiet blev Guillaume Briquets bil standset af russiske styrker efter at være blevet beskudt.

Herefter skulle fotojournalisten have fået konfiskeret sine dokumenter, penge, billeder, videoudstyr, sin bærbare computer og andre værdigenstande, hvorefter han blev løsladt.

Den schweiziske fotojournalist Guillaume Briquet blev ifølge Journalister uden grænser beskudt af russiske kommandosoldater, mens han udførte sit arbejde i Ukraine.
Den schweiziske fotojournalist Guillaume Briquet blev ifølge Journalister uden grænser beskudt af russiske kommandosoldater, mens han udførte sit arbejde i Ukraine. Foto: Journalister uden grænser
Vis mere

Disse oplysninger er ikke bekræftet fra anden side.

I et opfølgende tweet opfordrer Journalister uden Grænser reportere i Ukraine til at udvise ekstrem forsigtighed.

Organisationen kommer også med en klar opfordring til russerne:

»RSF minder igen de russiske myndigheder om, at det er en krigsforbrydelse at skyde efter journalister.«

Også journalister fra blandt andet Ekstra Bladet og Sky News er blevet beskudt, mens de udførte deres arbejde i Ukraine.

Journalister uden Grænser er en international non-profit organisation, der bekæmper overgreb og angreb mod journalister og mediearbejdere verden over.