»Det vil være ekstremt skadeligt for Ukraine, hvis denne modoffensiv mislykkes, for de ikke vil have en chance til – i hvert fald ikke i år.«

Sådan lyder det fra den tjekkiske præsident, Petr Pavel, som advarer den ukrainske ledelse mod at gennemføre en forhastet modoffensiv, da det ifølge ham kan få alvorlige følger.

Det vurderer Pavel, der er en dekoreret pensioneret general og tidligere var Natos førende militærrådgiver, i et interview med The Guardian.

Undervejs i interviewet forklarer han, at han under et privat møde med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og premierministeren Denys Sjmyhal har advaret om, at ukrainerne ikke længere har det samme overraskelsesmoment, som de havde i efteråret, hvor de med succes formåede at lave kontraangreb på den østlige by Kharkiv og den sydlige by Kherson, som de fik russerne til at trække sig tilbage fra.

Her ses Volodymyr Zelenskyj og Petr Pavel under deres møde i Ukraine den 28. april.
Her ses Volodymyr Zelenskyj og Petr Pavel under deres møde i Ukraine den 28. april. Foto: UKRAINIAN PRESIDENTIAL PRESS OFF
Vis mere

Samtidig fortæller Petr Pavel, at Kyiv tilsyneladende er klar over, at man endnu har nogle 'huller' i den militære kapacitet, før man kan gennemføre en succesfuld modoffensiv mod de russiske styrker.

I hvert fald siger den tjekkiske præsident, som mødtes med Zelenskyj i slutningen af april, at den ukrainske præsident bad både ham og den slovakiske præsident, Zuzana Caputova, om yderligere ammunition.

Da forberedelserne dermed efter sigende endnu er i gang, fortæller Pavel, at han har appelleret til den ukrainske premierminister om at ikke blive 'presset ind i et hurtigere tempo, førend de er fuldt forberedte'.

»For det kan være en fristelse for nogle at presse dem, til at demonstrere nogle resultater. Det vil være ekstremt skadeligt for Ukraine, hvis denne modoffensiv mislykkes, for de ikke vil have en chance til – i hvert fald ikke i år,« siger han til The Guardian under et besøg i London i forbindelse med kong Charles' kroning, som fandt sted i weekenden.

Den tjekkiske præsident, Petr Pavel, ses her den 2. maj.
Den tjekkiske præsident, Petr Pavel, ses her den 2. maj. Foto: MARTIN DIVISEK
Vis mere

Uagtet den ukrainske styrkes kapacitet, vil landet uundgåeligt stå over for 'forfærdelige tab', og derfor har man ikke råd til, at modoffensiven mislykkes, vurderer Pavel:

»For det er ekstremt krævende i forhold til at sammensætte personaleudstyr, ammunitionslogistik, brændstoffinansiering. Det bliver simpelthen én chance i år, så det skal lykkes,« siger han.

Derudover advarer den tjekkiske præsident om ikke at 'undervurdere russerne', da de endnu har omfattende mandskab og udstyr, selvom noget af det, de har sendt mod slagmarkerne, er af ældre dato.

»De (russerne, red.) er ikke så dårlige med hensyn til forsvar. Og selvfølgelig gør det at være i forsvar det lettere for dem, da Ukraine vil have lidt frygtelige tab, selvom de er godt forberedte. Så det vil være svært at angribe en fjende som Rusland, og russerne vil ikke blive overrumplet for anden gang,« vurderer Pavel.