Da noget flød ud af et øre på en kvinde, der lå indlagt på et hospital i Japan, blev der rutinemæssigt taget en prøve af det.

Nu – 14 år senere – stiger antallet af tilfælde med den lægemiddelresistente gærsvamp Candida auris med en 'alarmerende' hastighed.

Sådan lyder advarslen fra USAs Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse på baggrund af rapporter fra landets sundhedsfaciliteter, som viser, at antallet af inficerede patienter med den potentielt dødelige svamp næsten blev fordoblet i 2021 i USA.

Det skriver CBS News.

Det er meget muligt, du aldrig har hørt om svampen før – men det har lægerne.

I en artikel, der i efteråret blev bragt på SDUs hjemmeside, blev der sat fokus på den under overskriften:

'Bliver denne gærsvamp verdens næste store sundhedsproblem?'

I artiklen lød det, at Candida auris første gang så dagens lys i 2009, da den flød ud af øret på en 70-årig japansk kvinde, som lå indlagt på Tokyo Metropolitan Geriatric Hospital.

Test af infektionen viste senere, at gærsvampen var resistent over for behandling. Meget resistent.

»Problemet med denne gærsvamp er, at den er meget vanskelig at slå ned. Den er multiresistent, og dermed kan man risikere at få alvorlige infektioner, som ikke kan behandles,« fortalte Maria Szomek, der er forsker og laboratorieleder i Daniel Wüstners forskningsgruppe på Institut for Biokemi og Molekylærbiologi, sidste år i SDU-artiklen.

Siden har gærsvampen spredt sig til andre egne af verden – også til Danmark, omend i mindre grad. Ifølge artiklen fra SDU var der sidste år konstateret fire tilfælde af svampen herhjemme.

Anderledes ser det ud i eksempelvis USA.

De første tilfælde blev der opdaget i 2016, og de første år derefter lå antallet af tilfælde på et par få dusin.

Men de seneste år er antallet begyndt at accelerere, viser ny CDC-data.

I 2021 var det årlige antal tilfælde steget 95 procent – fra 756 i 2020 til 1.471 i 2021. Foreløbige tal tæller mindst yderligere 2.377 tilfælde for 2022.

»Vi fortsætter med at se antallet af tilfælde stige. Så det, vi så før, fortsætter. Det stoppede ikke. De problemer, vi har set, fortsætter, og det løste sig ikke,« siger CDC-epidemiologen Meghan Lyman, som var rapportens hovedforfattere, ifølge CBS News.

Siden november har man i Mississippi kæmpet med et udbrud af svampen.

Mindst 12 personer er blevet konstateret smittet med den – og i den forbindelse har der været det, man betegner som fire 'potentielt associerede dødsfald', oplyser Tammy Yates, som er talsmand for Mississippi State Department of Health, i en e-mail til NBC News.

Candida auris er en form for gærsvamp, der ofte ikke forårsager nogen symptomer hos raske mennesker.

Men den udgør en alvorlig trussel mod patienter, der allerede er svækket af andre tilstande, og kan udløse alvorlige og invasive komplikationer, når den spredes rundt i kroppens systemer.

Næsten alle de testede prøver af Candida auris har vist sig at være resistente over for mindst én klasse af svampedræbende lægemidler.

Til NBC News fortæller Waleed Javaid, der er epidemiolog og ekspert i infektionssygdomme og direktør for infektionsforebyggelse og -kontrol ved Mount Sinai Downtown i New York, at de nye fund er 'bekymrende':

»Men vi ønsker ikke, at folk, der har set 'The Last of Us' (en postapokalyptisk tv-serie, hvor folk bliver inficeret af en muteret svamp, red.), skal tro, at vi alle skal dø. Dette er en infektion, der forekommer hos ekstremt syge personer, som normalt er syge med en masse andre problemer,« siger han.

Sidste år rangerede WHO – Verdenssundhedsorganisationen – ifølge CBS News Candida auris som en af de værste svampetrusler, som folkesundheden står over for, når man ser på den ud fra, hvilken fare den udgør for sårbare patienter og de frustrationer, lægerne står over for, når de skal behandle og stoppe lægemiddelresistente udbrud.