Rygning af vandpibe er vidt udbredt i Sverige, og de færreste er klar over, hvor skadelig den kølige røg er.

Rygning af vandpibe synes at være blevet en trend, der er kommet for at blive.

En ny svensk undersøgelse med deltagelse af 20.000 svenskere viser, at hver anden ung har røget i løbet af det seneste år.

Men mange har ingen idé om, hvor farlig røgen fra den frugtsmagende tobak er.

- Det er et højt tal. Vi kan se, at det er nødvendigt med større viden om vandpiberygning og de sundhedsskadelige effekter, siger forskningsleder Anne-Lena Persson.

De fleste stifter bekendtskab med vandpiben, når de er på ferie. Vandpiben kan fremstå eksotisk, og mange vælger at tage en duft af det udenlandske med hjem. Undersøgelsen, der er foretaget af Folkehälsoinstituttet, viser, at brugen af vandpibe er meget udbredt.

Hver femte voksen har på et eller andet tidspunkt prøvet at ryge vandpibe. Blandt de yngre i aldersgruppen 16-29 år er tallet hver anden, og stort set det samme antal siger, at de har røget i løbet af det seneste år.

Den frugttobak, der bruges, smager ofte sødt, er blid, mild og let at inhalere. Mange er derfor af den opfattelse, at det er ufarligt at ryge vandpibe. Men røgen indeholder mange skadelige stoffer, heriblandt nikotin, kulilte og tjære.

Forskningsresultater viser, at vandpiberygning kan knyttes til flere alvorlige sygdomme som lungekræft, nedsat lungefunktion og hjerte-kar-sygdomme. Rygning af vandpibe giver også mere røg end cigaretrygning.

- Et hiv på en vandpibe giver 12 gange mere røg end et hiv på en cigaret, siger Anna-Lena Persson.

/ritzau/TT