Internationale medier advares fra flere sider mod at konkludere, at Ukraine har taget hul på storstilet forårsoffensiv.

Det handler om at vildlede, fastslår norsk ekspert.

Ukrainske styrker har i de seneste dage etableret positioner på den russisk-kontrollerede østside af floden Dnepr ved Kherson.

Det rapporterede den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) i weekenden, og man benyttede geolokaliseret billedmateriale fra russiske militærbloggere til at verificere oplysningerne.

Den melding fik tilsyneladende flere internationale medier, heriblandt engelske The Guardian samt AP News, til at bringe spekulationer om, at der kunne være tale om første trin i udførelsen af den længe bebudede ukrainske forårsoffensiv, som ellers har ladet vente på sig.

Men de spekulationer bliver nu – i hvert fald delvis – skudt ned.

Arkivfoto. Ukrainske militærfolk modtager træning i at betjene Leopard 2-kampvogne i Spanien i marts 2023.
Arkivfoto. Ukrainske militærfolk modtager træning i at betjene Leopard 2-kampvogne i Spanien i marts 2023. Foto: OSCAR DEL POZO
Vis mere

Således mener den norske oberstløjtnant Geir Hågen Karlsen, at der formentlig er tale om en mindre specialoperation i området omkring Dnepr for at skaffe oplysninger om, hvad russerne i området foretager sig – og ikke noget decideret fuldskala-angreb.

Geir Hågen Karlsen siger dog også til Dagbladet, at der også kan være tale om deciderede afledningsmanøvrer, som skal dække over, at man planlægger operationer et helt andet sted.

»Man skal være meget forsigtig med at drage konklusioner omkring en storoffensiv,« siger Geir Hågen Karlsen til avisen.

»Ukrainerne kommer til at vildlede maksimalt om, hvor de kommer, hvornår de kommer, og hvordan, de har tænkt sig at gøre det. De holder kortene meget tæt til brystet, så det vil højst sandsynligt komme som en stor overraskelse,« siger han desuden.

Samtidig revser kilden selv, ISW, de medier, som man mener har spændt tænketanken for en vogn med spekulationer om offensiven.

»ISW vil ikke under nogen omstændigheder dele prognoser om, hvad ukrainske styrker kommer til eller ikke kommer til at gøre, og slet ikke hvor eller hvornår de kommer til at gøre det,« skriver ISW i et efterfølgende opslag.

»Vi beder journalister og medieorganisationer om at undgå at tilskrive vores rapporter sådanne prognoser, når vi ikke er kommet med dem,« lyder det desuden fra tænketanken.

Arkivfoto. Ukraines efterretningschef Kyrylo Budanov på et pressemøde i Kyiv i september 2022.
Arkivfoto. Ukraines efterretningschef Kyrylo Budanov på et pressemøde i Kyiv i september 2022. Foto: SERGEI SUPINSKY
Vis mere

Ukrainerne selv synes ikke at være voldsomt meddelsomme omkring den ventede forårsoffensiv.

I et interview med det ukrainske nyhedsbureau RBC sagde landets efterretningschef optaget inden for de seneste dage imidlertid lidt alligevel.

»Om man kan lide det eller ej, nærmer vi os et slag, som vil blive en milepæl i ukrainsk historie. Det er et faktum, og alle er klar over det,« sagde Kyrylo Budanov i et interview med det ukrainske medie RBC.

»Hvornår det begynder, skal stadig være et mysterium, men alle ved, at vi nærmer os,« tilføjede han.