Svenske Jessika Ljungdahl var lige ved at få lidt ekstra knas i gryderetten. Øverst i dåsen med vandkastanjerne lå der nemlig en kæmpe edderkop.
»Jeg så noget mørkt i dåsen og måtte rykke tættere på for at se, hvad det var,« siger Jessika Ljungdahl til Aftonbladet.
Og da hun hældte vandkastanjerne ud, opdagede hun resten af benene, som lå i bunden af dåsen.
Edderkoppen var omkring tre cm stor og havde trukket de lange ben ind under kroppen.
Heldigvis var den død og ligesom de kinesiske vandkastanjer i dåsen konserveret.
Sov dårligt
Jessika Ljungdahl priser sig lykkelig over, at det var samboen og ikke hende selv, der åbnede dåsen.
Alligevel havde hun det dårligt flere timer efter.
»Det var virkelig ubehageligt,« siger hun og erkender, at hun faktisk havde svært ved at sove om natten.
For en sikkerheds skyld pakkede hun den døde edderkop ind i husholdningspapir, to hundelorteposer og så ned i en skraldespand – man ved jo aldrig.
Så tog hun kontakt til butikken, hvor dåsen var købt, som lovede at tjekke op på sagen.
Men hun hørte ikke mere fra dem.
I stedet lagde hun et billede på Facebook, fordi hun var nysgerrig efter at finde ud af, hvilken slags edderkop det var.