Verdenssundhedsorganisationen WHO vil nu til at undersøge, om abekopper kan smitte ved sex. Det skyldes, at virussen er blevet fundet i sædceller, skriver Reuters ifølge norske TV 2.

Det er forskere fra Itailen og Tyskland, der har gjort fundet hos en række smittede patienter.

WHO siger dog, at man fortsat tror på, at virussen primært smitter ved hud til hud-kontakt.

Mænd, der har sex med mænd, er ikke i højere risiko end andre personer, der er i tæt fysisk kontakt med en smittet person med symptomer, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.

Det var ellers opfattelsen i begyndelsen af maj, da årets store Gay Pride Maspalomas på Gran Canaria mentes at være en begivenhed, hvor abekopperne havde spredt sig til store dele af Europa.

Lige nu er der fundet mere end 1.300 tilfælde af abekopper i tilsammen 30 forskellige lande, hovedsagelig i Europa siden starten af maj, skriver det norske medie.

Symptomer på abekopper er små blærer, som kan minde om skoldkopper. Sygdommen begynder ofte med en sygdomsfølelse med kulderystelser, feber, hovedpine, muskelsmerter og træthed.

I Danmark er der foreløbig registreret syv tilfælde af abekopper.

WHO har desuden advaret om, at sygdommen allerede nu har spredt sig så meget, at den er svær at bremse.

Vi står desuden over for en sommer, hvor tæt fysisk kontakt ved festivaler og lignende giver abekopperne gode betingelser, advarer organisationen.

Der er ikke specifikke anbefalinger i forhold til at forebygge smitte mod abekopper, men anbefalingerne om god hygiejne med hyppig håndvask med vand og sæbe eller håndsprit gælder fortsat.

Myndighederne opfordrer også til at bruge kondom ved sex.

Har man symptomer på abekopper, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man går i isolation og undgår seksuel og tæt fysisk kontakt med andre personer.