Da nordmanden Morten Jelsa torsdag aften tjekkede sin postkasse, ventede der ham en overraskelse. For her fandt han hverken rudekuverter eller irriterende reklamer. I stedet lå der en kuvert, som viste sig at indeholde fem kuverter mere, skriver norske Dagbladet

Inde i de fem kuverter gemte den glædelige overraskelse sig. I hver af dem lå der 100 norske tusindkronesedler - altså samlet en halv million norske kroner, eller lige godt 460.000 danske kroner.

Morten Jelsa ved ikke, hvem gaven kommer fra, men forklarer, at det formentlig er en donation til den idrætsforening, hvor han er formand.

- Jeg har fået et tip om, at det formentlig er en anonym gave til idrætsforeningen fra en ældre dame. Jeg kender ikke dem, der har tippet mig, og jeg ved ikke hvem, der har givet os denne gave. Men hvis jeg møder personen, så ville hun få et stort knus, siger Morten Jelsa, formand for Varhaug Idrettslag til Jærbladet.

Foreningen har omkring 1.300 medlemmer og tæller blandt andet fodboldspillere, atletikudøvere og håndboldspillere.

Da Morten Jelsa ikke turde ligge inde med så mange penge, skyndte han sig ned i banken, hvor han fik sat dem alle sammen ind på en konto. De skal nu være med til at betale en ny hal, som foreningen har planer om at opføre.