Et billede viser 98-årige Mae Ambergey siddende i sit hjem, omgivet af vand.

På Facebook delte barnebarnet desperat billedet af sin bedstemor i håb om at få hjælp.

Det skriver flere medier. Blandt andre det lokale medie Lexington Herald Leader.

Den næsten 100 år gamle dame bor i Kentucky, hvor enorme skybrud har ramt særligt fattige dele af staten, og hvor mindst 26 personer har mistet livet under de enorme oversvømmelser, ifølge statens guvernør, Andy Beshear.

Familien vidste, at de skulle ud af huset, så derfor begav de sig ud på en frygtindgydende svømmetur.

Sammen med sin søn, som er i 70erne, svømmede hun ud fra huset for at slippe væk med livet i behold.

Den dramatiske video viser øjeblikket, hvor den ældre dame begiver sig ud på den farlige tur over et område, som er blevet til en strømfyldt flod.

Med assistance fra andre personer når de et stykke ud på floden, men så tager strømmen fat i dem og slæber dem med ned langs floden.

Mae Ambergey skærer sig i benet under turen og får klamret sig fast til en bro, hvor redningspersonale redder hende fra en båd.

Sønnen fortsætter dog ned ad floden, og da redningspersonalet når frem til ham, har han slugt så meget vand, at han efterfølgende har måttet ligge i respirator i 15 timer.

Begge ligger lige nu på et nærliggende hospital, men har det efter omstændighederne godt.

Datteren fortæller til den lokale avis, at bedstemoren er rystet, men glad igen.

Den 98-årige dames hus er dog, som mange andres i området, helt ødelagt.

USAs præsident Joe Biden, har udstedt en katastrofeerklæring for området, hvor dødstallet fortsat forventes at stige.