En 96-årig tysk mand, der som ung var vagt i en frygtet koncentrationslejr, er i Tyskland blevet tiltalt for medvirken til mord. Ifølge anklagemyndigheden var han bekendt med, at han medvirkede til massedrab.

Det skriver flere internationale medier.

Den 96-årige mand varetog som 22-årig jobbet som vagt i koncentrationslejren Majdanek nær byen Lublin i det sydøstlige Polen, hvor han var fra august 1943 til januar 1944. Mindst 17.000 jøder blev dræbt i lejren under anden verdenskrig, og ifølge de tyske anklagere er det utænkeligt, at den nu 96-årige tidligere vagt ikke kendte til mordene, mens han befandt sig i lejren:

»Ifølge de kendte beviser, kendte den mistænkte, ligeså vel som alle andre medlemmer af SS i lejren, til det grusomme og organiserede massemord,« meddelte anklagerne i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet AP ifølge The Washington Post.

Den 96-årige er blevet tiltalt i Frankfurt, hvor han bor. Han anklages blandt andet for at have deltaget i den såkaldte operation ’erntefest’ den 3. november 1943, hvor 17.000 jødiske fanger fra Majdanek samt andre jøder fra omkring Lublin blev skudt i grave udenfor lejren, mens der lød musik fra lejrens højtalere for at overdøve de larmende skud.

Sagen er blot den seneste i rækken af retssager mod tidligere nazi-folk, som den tyske stat de seneste år har forsøgt at stille til ansvar for deres frygtelige gerninger.

Majdanek i april 2006.
Majdanek i april 2006. Foto: Miroslaw Trembecki
Vis mere

I 2014 forklarede den såkaldte tyske ’nazijæger’ Kim Schrimm, der dengang var leder af det centrale tyske kontor til opklaring af nationalsocialistiske forbrydelser til Berlingske, hvorfor han mente, at det var vigtigt, at stille de aldrende mennesker for retten, selv 70 år efter, at krigen sluttede:

»For os er datidens politiske indstilling helt ligegyldig. Vi søger efter mordere«, udtalte han.

Trods Tysklands fokus på naziforbryderne de seneste år, er kun et fåtal af de mere end 6500 SS-folk, som angiveligt overlevede krigen, blevet dømt.

Siden 2011 er der dog sket en ændring i sagerne, da man fik dømt den tidligere SS-vagt John Demjanjuk for delagtighed i mord, da man mente, at han måtte have kendt til, hvad der foregik i udryddelseslejren Sobidor. Sagen dannede præcendens for, at vagter kunne dømmes for medvirken til drab, og siden har flere vagter været for retten.

Omkring 104 nazi-folk er siden 2001 blevet dømt for forbrydelser begået under anden verdenskrig, har Ritzau tidligere beskrevet. Blandt andet blev en 94-årig tidligere vagt i juni 2016 idømt fem års fængsel for sin rolle som vagt i Koncentrationslejren Auschwitz.

Mange af de tidligere SS-folk nåede dog at dø inden en retsforfølgelse, mens en del andre havde held til at flygte og gemme sig i udlandet.