En lang hedebølge i den australske sommer har vist sig at være forfærdelig for det store koralrev Great Barrier Reef ud for østkysten af landet. Den har nemlig været medvirkende til afblegningen af revet.

Det fastslår en ny regeringsrapport. Og det kan vise sig alvorligt om en måned, hvor FN skal tage stilling til, om revet skal defineres som 'at være i fare'.

Rapporten afslører nye detaljer om den skade, der er blevet skabt ved den fjerde masseafblegning, som verdens største koralrev har oplevet siden 2016. Det skriver Bangkok Post.

'Klimaforandringer eskalerer, og revet oplever allerede konsekvensen af dette,' advarer rapporten.

En dykker undersøger revet ud for delstaten Queensland i Australien.
En dykker undersøger revet ud for delstaten Queensland i Australien. Foto: GLENN NICHOLLS
Vis mere

Rapporten blev offentliggjort sent tirsdag, og den har detaljerede overvågninger fra september 2021 til marts 2022.

Ifølge rapporten begyndte afblegningen, da vandet blev varmere sidste december. Og afblegningen ramte alle de tre hovedområder af revet.

Afblegningen forekommer kun, når korallerne er stressede.

Selvom de afblegede koraller stadig lever, kan de meget afblegede koraller have en høj dødelighed, siger rapporten.

Afblegningen er tiltaget meget på verdens største koralrev ud for den australske østkyst.
Afblegningen er tiltaget meget på verdens største koralrev ud for den australske østkyst. Foto: GLENN NICHOLLS
Vis mere

Af de 719 rev, som er blevet undersøgt, hedder det i rapporten, at 654 – eller 91 procent – viser nogen koralafblegning.

Rapporten er blevet offentliggjort, bare ti dage før Australien skal til stemmeurnerne og vælge, hvem der skal styre landet fremover. Miljøhensyn spiller en hovedrolle i den afstemning.

Specielt kulafbrænding ser ud til at blive et problem for australierne. De har en megastor kulproduktion, og de vil gerne blive ved med at eksportere kullene, så længe der er købere til det.

Greenpeaceaktivisten Martin Zawan siger, at de fossile brændstoffer bærer skylden for koralafblegningen.

Store dele af verdens største koralrev er blevet afbleget.
Store dele af verdens største koralrev er blevet afbleget. Foto: SARAH LAI
Vis mere

»Hvem der end skal lede den australske regering efter valget, så må han/hun have modet til at stå imod interesserne fra den fossile industri,« siger han.

I næste måned skal verdensarvudvalget under FN tage stilling til, om verdens største koralrev skal på listen som værende 'i fare'.

Australien vil helst ikke have, det sker.

I 2015 undgik de det med nød og næppe ved at lave en plan, 'Reef 2050', der skulle gøre revet mere modstandsdygtigt for afblegninger.

Samtidig er der smidt milliarder af kroner ind i beskyttelsen af revet.