Guatemalas regering opfordrer Honduras til at få styr på sine mange borgere, der forlader landet.

Mindst 9000 honduranske migranter har lørdag lokal tid krydset grænsen til Guatemala.

Det oplyser embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP.

I et forsøg på at undslippe fattigdom, arbejdsløshed, bandekriminalitet, stofmisbrug og efterdønningerne af to ødelæggende orkaner har migranterne kurs mod nord, hvor de håber at nå til USA og et bedre liv.

De fleste af dem er til fods, og rejsen til først Mexico og derefter USA er på over 3000 kilometer.

Allerede fredag lykkedes det en første gruppe af mænd, kvinder og børn - mange iført mundbind som følge af coronaviruspandemien - at komme forbi grænsepolitiet.

Det skete i den guatemalanske grænseby El Florido, der ligger godt 200 kilometer øst for hovedstaden Guatemala City, oplyser en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP.

Guatemalanske embedsmænd fortæller, at den oprindelige gruppe bestod af omkring 6000 migranter. Yderligere 3000 krydsede ind i landet lørdag.

I en erklæring udtaler regeringen i Guatemala, at den opfordrer Honduras til at "kontrollere den massive afrejse blandt sine indbyggere gennem permanente forebyggende foranstaltninger".

En talsmand for politiet fortæller, at migranterne har lov til at rejse ind i Guatemala, fordi der er mange familier med børn.

Grænsebetjente bad om at se migranternes papirer og krævede bevis for en negativ coronatest, men betjentene syntes samtidig at lade mange, som ikke opfyldte disse krav, slippe igennem, skriver AFP.

Imens skriver nyhedsbureauet Reuters, at de guatemalanske myndigheder lørdag har optrappet bestræbelserne på at stoppe de mange honduranere.

Videoer set af Reuters viser guatemalanske sikkerhedsstyrker, der kolliderer med en gruppe på hundredvis af migranter, som er brudt igennem en politiblokade i landsbyen Vado Hondo nær Chiquimula i det østlige Guatemala.

- En lille gruppe slap igennem, og resten blev tilbageholdt. De mennesker, der kom forbi, er blevet lokaliseret, siger en talskvinde for Guatemalas immigrationsmyndigheder.

Guatemala har ikke oplyst, hvor mange migranter der er blevet tilbageholdt lørdag.

/ritzau/