En kun ni-årig dreng fra Mississippi i USA skød og dræbte lørdag sin 13-årig søster, fordi hun ikke ville give ham kontrolleren til deres spillekonsol.

Det skriver flere amerikanske medier herunder ABC News.

Den 13-årige pige, Dijonae White, døde af sine kvæstelser fra skuddet på børnehospitalet i byen Memphis, søndag.

Hendes ni-årige lillebror havde ifølge mediet skudt hende i baghovedet med en håndpistol 0.25 kal., da de begyndte at skændes om, hvis tur det var til at spille.

Det lokale politi har fortalt mediet, at moderen skulle have været inde i køkkenet - i gang med at lave mad - da skudepisoden skete.

Politiet har endnu ikke fundet ud af, hvordan den niårige dreng har fået adgang til våbnet.

»Vi må antage, at han har lært, hvordan man bruger den i spil eller på tv. Jeg er ikke sikker på, at han var klar over, at det dræbte. Det, jeg ved, er, at det er en tragedie,« siger den lokale sherif ifølge mediet Clarion Ledger.

Det er endnu ikke besluttet, hvad konsekvensen bliver for den ni-årige dreng, da politiet aldrig har oplevet så ung en morder før.