En blot ni år gammel dreng blev mandag fremstillet i retten for mordene på fem familiemedlemmer.

Familiemedlemmerne døde under en brand i familiens campingvogn i den amerikanske delstat Illinois i begyndelsen af april.

En brand, som den niårige knægt ved navn Kyle Alwood skal have stiftet.

Ifølge New York Post virkede drengen forvirret og trist under retssagen mandag.

Her kom det blandt andet frem, at den niårige løb hen til nabo-campingvognen, hvor hans bedsteforældre boede, da branden brød ud. Her råbte og skreg han efter hjælp.

Drengens to mindre søskende på et og to år mistede livet i branden, mens også hans 69-årige oldemor, hans mors 34-årige forlovede og hans mors niece på to år døde.

Hans mor, Katrina Alwood, der også befandt sig i campingvognen, da ilden brød ud, nåede at redde sig selv i sikkerhed. Hun har efterfølgende forsvaret sin søn:

»Alle kigger på ham, som om han er et monster, men det er ikke sådan, han er,« sagde den 28-årige mor til CBS News forleden.

»Folk laver fejl, og det er det, som er sket her. Ja, det var en forfærdelig tragedie, men det er ikke noget, som behøver at ødelægge hans liv,« fortsatte hun.

Hun fortalte også, at hendes søn for nylig er blevet diagnosticeret med en form for skizofreni, ADHD og bipolar lidelse.

I modsætning til Katrina Alwood ønsker drengens moster, Samantha, at hendes nevø bliver idømt en hård straf.

»Jeg synes, han skal tilbageholdes et sted, til han er gammel nok til at komme i ungdomsfængsel, og så skal han blive der, til han er gammel nok til at komme i fængsel,« siger hun til CBS News.

»For når alt kommer til alt – om han dræbte dem bevidst eller ej – så vidste han godt, hvad en brand kan forårsage,« fortsætter hun.

Mediet har også talt med Gloria Browne-Marshall, der underviser i jura på John Jay College i New York City. Hun mener, at anklagemyndigheden udnytter sin magt ved at sigte den niårige for mord.

»Det er svært at forstå, hvordan en niårig skulle have en sindstilstand, der skulle kunne forstå, at hans handling ville resultere i død,« siger hun.

Niårige Kyle Alwood skal i retten igen den 22. november. På grund af hans alder må han ikke forblive i politiets varetægt mellem retsmøderne.

Han undgår også fængselsstraf, hvis han bliver dømt skyldig. Han kan dog idømmes prøvetid, påkrævet terapi og psykologiske evalueringer.