Los Angeles er drømmenes by. Hjemsted for Hollywood, Malibu og Beverly Hills.

Men Los Angeles er også hjemsted for mange grusomme barnemord.

Fra 2000 til 2016 blev mere end 400 børn fundet dræbt i Los Angeles og omegn. De fleste bliver dræbt af deres forældre.

Dan Scott, pensioneret Sheriff i LA County, har efterforsket et dusin sager af slagsen, men aldrig har han hørt om noget som grusomt som drabet på Trinity Love Jones.

Trinity Love Jones blev fundet dræbt i en sportstaske.
Trinity Love Jones blev fundet dræbt i en sportstaske. Foto: L.A. County Sheriff's Dept.
Vis mere

»Det er ekstremt sjældent at se, at en barnelig bliver dumpet,« siger han til L.A. Times.

Den ni år gamle pige blev fundet død i sidste uge. Hendes lig befandt sig i en sportstaske nær en sti i Hacienda Heights.

Undersøgelser viser, at hun har befundet sig i sportstasken i mindre end 48 timer.

Pigens far, Antonio Jones, er ødelagt over drabet på hans datter.

»Ord kan ikke beskrive, hvordan jeg føler lige nu. Jeg vil bare have svar. Jeg vil bare have svar,« siger han til TV-stationen KTLA.

»Hun var den bedste. Fuld af liv. Fuld af glæde,« siger han.

L.A. Police Department arbejder stadig på at fastslå, hvem der dræbte den 9-årige pige.

To personer, der måske er forbundet med sagen, er blevet varetægtsfængslet.

Politiet har fået flere tusinde tip i sagen og har afsat ekstra mandskab til at opklare den frygtelige sag.

Der er ikke offentliggjort en dødsårsag, men politiet forventer at give offentligheden mere information en  af de kommende dage.

Fredag fastslog en talsperson for politiet, at pigen var død som følge af en forbrydelse.