En ni-årig engelsk pige er død af at spise en softice på den første dag, hun var på ferie med sine forældre i Spanien.

Efter familien og deres tre børn var tjekket ind i deres hotel lidt syd for Fuengirola var de taget på en kort tur for at købe ind.

Pigen, som ikke bliver nævnt ved navn, havde spist isen ved et lokalt indkøbscenter. Det skriver avisen The Independent.

Det oplyser hotelkomplekset Club La Costa World i Mijas, 35 kilometer syd for Malaga, hvor de boede under opholdet.

Skolepigen, der var allergisk for mælk og nødder, gik tilsyneladende i et anafylaktisk chok lørdag, efter hun fik en allergisk reaktion.

Hun blev først bragt til et lokalt hospital, men senere overflyttet til børnehospitalet i Malaga, hvor hun døde mandag.

Der er blevet foretaget en obduktion, og en dommer er blevet udpeget til at undersøge sagen.

»Ledelsen på Club La Costa World resort vil gerne sende en kondolence til familien, efter de har mistet deres datter den 18. februar 2019,« hedder det i en udtalelse fra hotellet.

»Vi vil gerne takke redderne for deres hurtige og ansvarlige udrykning og takke vores stab for at støtte familien i denne svære situation,« tilføjede hotellet.