Holocaust-benægteren Ursula Haverbeck-Wetzel blev mandag idømt seks måneders fængsel, efter at hun for femte gang har benægtet, at jødeudryddelserne under 2. verdenskrig fandt sted.

Det skriver Daily Mail og Berliner Morgenpost.

Under et offentligt arrangement på et værtshus i Lichtenrade i det sydlige Berlin i januar 2016 gentog Ursula Haverbeck sine påstande og sagde, at det 'ikke er sandt', at der var gaskamre i koncentrationslejren Auschwitz, hvor 1,1 millioner mennesker blev dræbt. Et faktum, som hun også benægtede. Hun forklarede under retsmødet i Berlin mandag, at hun blot citerede fra en bog - og hele retssagen betegnede hun som 'uforståelig'.

Både benægtelse og nedtoning af omfanget af Holocaust er strafbart ifølge tysk lov og koster op til fem års fængsel, men selv om Ursula Haverbeck altså er dømt gentagne gange, har hun endnu ikke været i fængsel. Alle sagerne er nemlig anket. I den seneste sag fra efteråret 2016 blev hun i to retssager dømt til henholdsvis otte måneder og 2,5 års ubetinget fængsel for holocaustbenægtelse.

Tidligere har Ursula Haverbeck optrådt på tysk tv, hvor hun har sagt, at Holocaust er 'den største og mest sejlivede løgn i historien'. På tv-stationen Das Erste sagde hun, at Auschwitz 'ikke var andet end en arbejdslejr'.

Retssagerne mod Haverbeck er den foreløbige kulmination på en livslang karriere som holocaustbenægter, og hun er et ikon på den yderligtgående højreekstremistiske scene i Tyskland.

Ursula Haverbeck er enke efter en funktionær i det nazistiske parti NSDAP og stiftede i 1963 den nynazistiske forening Collegium Humanum med henblik på at uddanne den tyske ungdom i sine påstande om, at holocaust aldrig fandt sted.

I 2008 blev foreningen kendt ulovlig og lukket af tyske myndigheder. Siden har hun sammen med andre kendte holocaustbenægtere været aktiv i foreningen Europäische Aktion, der arbejder for at skrive Holocaust ud af verdenshistorien. Hun er desuden veninde med Gudrun Burwitz, der er den ældste datter af den tidligere SS-chef i Nazi-Tyskland, Heinrich Himmler.

Det anslås, at omkring 17 millioner mennesker, herunder jøder, homoseksuelle, romaer, handicappede og andre minoriteter blev dræbt under Holocaust.