Den 31-årige terrorist, Mohamed Lahouaiej Bouhlel, dræbte 84 mennesker og sårede mindst 200, da han kørte en tonstung lastbil ind i menneskemængden på strandpromenaden i Nice, torsdag aften.

Tidligere har den franske premierminister, Manuel Valls, slået fast, at gerningsmanden bag den brutale handling havde forbindelser til radikal islamisme, og lørdag formiddag har Islamisk Stat (IS) taget skylden for angrebet.

Men ifølge morderens egen far, Mohamed M. Bouhlel, var det ikke religiøs fanatisme, men snarere psykisk sygdom, der var årsag til sønnens handlinger.

»Min søn havde en depression. Han råbte meget, når han blev vred. Han ødelagde alt, der var indenfor hans rækkevidde,« siger Mohamed M. Bouhlel ifølge nyhedsbureauet AFP.

Faren tilføjer, at sønnen blev »sendt til lægen, hver gang han fik disse vredesudbrud.«

»Men vi har intet hørt fra ham, siden han flyttede til Frankrig. Hans søskende ringede til ham ved særlige lejligheder, men ellers var der ingen kontakt, siger faderen, der ikke kan genkende sin søn som troende eller fanatisk.«

»Han bad aldrig. Han gik aldrig i moské. Han havde ingen forbindelse til religion. Han fastede ikke under ramadanen. Han gjorde ingen af de ting, som man gør. Han var altid alene og deprimeret,« siger Mohamed M. Bouhlel om sin søn.

Den franske avis L'express har talt med en tunesisk psykiater, Dr. Hamouda Chemceddine, der i 2004 behandlede den dengang 19-årige Mohamed Lahouiaej Bouhlel.

Han bekræfter, at Mohamed Lahouiaej Bouhlel blev diagnosticeret med psykotiske lidelser, og psykiateren beskriver ham som »en dreng plaget af adfærdsforstyrrelser.«

»Det var hans far, der tvang ham til at komme til mig. Han forstod ikke, hvorfor hans søn, der hidtil havde været strålende i skolen, var blevet voldelig og ikke længere passede sit skolearbejde,« udtaler psykiateren Dr. Hamouda Chemceddine til L'express.