Den britiske regering har bestilt en gennemgang af brandsikkerhed og bygningsregulering efter storbrand.

London. Mindst 82 højhuse i Storbritannien er beklædt med et materiale, som har fejlet brand- og sikkerhedstest. Det står klart i kølvandet på den voldsomme brand i højhuset Grenfell Tower i London i juni.

Det oplyser den britiske regering fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig oplyser regeringen, at den har bestilt en uafhængig gennemgang af brandsikkerhed og regler for byggeri.

Efter den dødelige brand i Grenfell Tower oplyste politiet, at paneler på bygningens facade kan have bidraget til, at ilden spredte sig så hurtigt.

Efterfølgende viste indledende undersøgelser, at der muligvis er den samme brandrisiko i flere andre bygninger i landet.

Nu viser en mere dybdegående undersøgelse, at et særligt materiale, som 82 bygninger vides at være beklædt med, ikke lever op til bygningskrav og brandsikkerhed.

Det er indtil videre kun dette ene materiale, der er blevet testet.

Branden i Grenfell Tower 14. juni kostede 80 mennesker livet. Den begyndte i et defekt køleskab, men bredte sig blandt andet op ad den 24 etager høje bygnings facade.

Eksperter har i årevis advaret mod beklædning af bygninger, fordi der nogle steder bliver brugt en slags plastikskum som isolering.

Hvis isoleringen antændes, kan den hurtigt sprede ilden. Det vides at være sket i Australien, Kina og Dubai.

I de nye undersøgelser i Storbritannien har man testet isoleringen og beklædningen sammen for at se, hvordan de reagerede på ild.

Det viste sig ifølge regeringens udtalelse fredag, at kombinationen ikke bestod testen.

- Det er klart, at vi bliver nødt til hurtigst muligt at se nærmere på regler for byggeri og brandsikkerhed, siger Sajid Javid, som er Storbritanniens minister for lokalområder.

Han tilføjer, at regeringen er "fast besluttet på at tage ved lære af branden i Grenfell Tower og sikre, at noget lignende aldrig vil finde sted igen".

/ritzau/Reuters