En begravelse i byen Chitima i Mozambique er endt som en tragedie af dimensioner. Deltagerne i begravelsen drak forgiftet hjemmelavet øl, og regeringskilder rapporterer, at 69 personer er døde. Og flere befinder sig i kritisk tilstand.

Mozambiques sundhedsminister, Alexandre Manguele, er i dyb sorg tragredien og i krise over, hvad myndighederne skal gøre mod denne drik, der er lavet på krokodillegalle.

»Vi bliver nødt til at håndtere disse hjemmelavede drikke. Alkohol er altid slemt, men disse hjemmelavede øl er ekstra slemme, da hygiejnen er så ringe,« siger han til Reuters.

En af de efterladte Fernanda Rebolo mistede næsten hele sin familie efter begravelsesceremonien.

»Min onkel og søster er døde, og min fætter er meget syg. Jeg har næsten mistet hele min familie,« siger hun.

Hospitalet er stadig i fuld gang med at finde en kur mod den ekstrem giftige hjemmebryg.