Ny dokumentar om mordet på skønhedsdronningen JonBenet Ramsey peger på familien. Og afslører en chokerende årsag til mordet.

Det skulle efter sigende være et skænderi over en skål med ananas, der endte i det tragiske drab på den seksårige skønhedsdronning JonBenet Ramsey i 1996. Det skriver DailyMail.

Gerningsmanden var ifølge dokumentaren JonBenets egen bror, den dengang 9-årige, Burke Ramsey. Dokumentaren ’The Case Of: JonBenet Ramsey’, som blev sendt mandag aften på amerikansk tv, peger endvidere på forældrene, der beskyldes for at have dækket over det voldsomme drab.

I 1996 meldte forældrene til politiet, at deres seksårige datter var blevet bortført. De havde fundet et brev, der pegede på at det var en kidnapning, der lå til grunde for pigens forsvinden. Få timer senere blev liget af JonBenet fundet i forældrenes hus. Den tyve år gamle mordsag har været undersøgt flere gange og altid med nye resultater. Men nu lader det til, at dokumentaren har fundet svaret.

Søskendeskænderi

Ifølge en række eksperter, der deltog i programmet, er forklaringen på drabet, at de to børn kom op og skændes, fordi JonBenet prøvede at tage lidt af hendes brors skål med ananas. Burke havde et år forinden slået sin lillesøster i hovedet med en golfkølle i et lignende skænderi. Den fatale aften skulle det efter sigende have været en lommelygte, der blev slynget mod den unge piges hoved.

Holdet af eksperter, som den amerikanske tv station CBS har sat på sagen, konkluderer ydermere, at Burke ikke myrdede sin søster med vilje. Han var simpelthen for ung til at forstå konsekvenserne af hans handlinger. Ikke desto mindre måtte barnestjernen lade livet, og forældrene beskyldes for at have modarbejdet efterforskningen med vilje.

»Ramsey familien var slet ikke interesserede i, at politiet skulle opklare sagen. Og det er derfor den aldrig blev opklaret,« siger tidligere FBI-profileringsekspert Jim Clemente i dokumentaren.

’Jeg ville bare vokse op som et almindeligt barn’

Burke Ramsey var for nylig gæst hos den berømte amerikanske tv-terapeut Dr. Phil. Her nægtede han ethvert ansvar for mordet, selv da Dr. Phil spurgte ham lige ud. Samtidig spurgte den amerikanske terapi-guru om, hvorfor Burke Ramsey havde ventet tyve år med at stå frem.

»Jeg ville bare vokse op som et almindeligt barn, og det inkluderer ikke at tale foran tv-kameraer,« svarede Burke, der efter interviewet har modtaget en del kritik for at smile hele samtalen igennem.

Efterforskerne, der deltog i dokumentaren, har nærstuderet alle de gamle beviser, og fundet en del nye. Blandt de nye beviser er et lydklip fra forældrenes anmeldelse af kidnapningen. Her har ny teknologi kunne afsløre tre stemmer i opkaldet. En af stemmerne skulle ifølge efterforskerne tilhøre Burke som forældrene stædigt har påstået sov på daværende tidspunkt.

Samtidig er kidnapningsbrevet, der blev fundet i hjemmet, blevet undersøgt på ny. Brevet indeholder over 200 ligheder med morens håndskrift, og derfor er mistanken på ny blevet kastet over på forældrene. Tidligere er de ellers blevet frikendt på grund af dna-beviser, men efterforskerne i dokumentaren har påvist, hvordan sådanne beviser kan være kommet fra et andet sted end gerningsmanden.

Indtil videre har der ikke været et retsligt efterspil i kølvandet på dokumentaren, men sagen har stadig stor bevågenhed i de amerikanske medier.