Efter ni måneders fortvivlelse kunne en kinesisk far pludselig ånde lettet op og konstatere, at han selv havde reddet sin lille søn ud af kløerne på de tre kyniske menneskehandlere, der havde bortført drengen.

Den lille dreng Cheng Jiafu blev bortført 27. maj sidste år i Qingyan i provinsen Guangdong i det sydlige Kina. Det skete fra familiens hjem, hvor drengen på gerningstidspunktet blev passet af sin storesøster, fordi faderen var nødt til at gå på arbejde. Børnene skulle fordrive tiden med at se fjernsyn, men efter to timer blev drengen bortført af en fremmed mand.

Trods en storstilet eftersøgning lykkedes det ikke de lokale myndigheder at finde den forsvundne dreng, men efter ni måneder lykkedes det ved et lykketræf drengens far at få øje på sin bortførte søn. Det skete ved et indkøbscenter i Qingxin, hvor drengens far uden betænkning straks flåede sin dreng til sig og tilkaldte politiet. Kort efter lykkedes det at anholde de tre bortførere - selv om en af dem ifølge lokale medier forsøgte at flygte på en motorcykel.

De tre bortførere var forleden for retten, hvor trioen iført håndjern og fodlænker blev kendt skyldige i bortførelse og menneskehandel. Angiveligt havde det været deres hensigt at sælge den seks-årige dreng til en anden familie. Det kom til at koste de tre gerningsmænd domme på henholdsvis seks, tre og to års fængsel.