Den 57-årige Paul Perez er blevet sigtet i USA for at have dræbt sine fem spædbørn.

Forbrydelserne fandt sted i perioden 1992 til 2001, og samtlige børn var under seks måneder gamle, da de blev slået ihjel.

Det skriver Yolo County Sheriff's Office, som har stået for anholdelsen, i en pressemeddelelse. Heri kommer sherif Tom Lopez ligeledes med en udtalelse, hvor han fordømmer de rystende forbrydelser.

'Gennem mine 40 år i retshåndhævelse kan jeg ikke komme på en mere rystende sag end denne. Der findes ikke ofre, som er mere sårbare eller uskyldige end et spædbarn, og desværre drejer denne sag sig om fem'.

Paul Perez blev sigtet torsdag i sidste uge, da politiet ved hjælp af ny DNA-teknologi kunne konkludere, at han var far til de fem børn.

Første gang politiet fandt et barnelig i sagen var tilbage i 2007, da en fisker fandt en nyfødt dreng dræbt i en sø i Woodland, Californien. Drengen blev fundet i kassen, som af sten var blevet tynget ned. Dengang kunne politiet ikke identificere den nyfødte.

Og det er her, vi er tilbage ved den føromtalte DNA-teknologi. I oktober 2019 lykkedes det nemlig politiet at identificere babyen som Nikko Lee Perez, født i november 1996.

Efterfølgende blev efterforskningen udvidet i håbet om at finde forældre eller søskende til drengen. Et arbejde, som i sidste uge førte til anholdelse af Paul Perez.

Politiet opdagede videre i sit arbejde, at Nikko Lee Perez havde fire søskende. Én af dem er Kato Allen Perez, som ifølge de officielle myndigheder allerede var registreret død. Men derudover var der tre øvrige søskende.

Nemlig Mika Alena Perez født i 1995, endnu en Nikko Lee Perez født i 1997 og Kato Krow Perez født i 2001. Ifølge politiet er de alle døde, selvom ingen af dem er blevet fundet.

57-årige Paul Perez har siden anholdelsen ikke ønsket at besvare spørgsmål vedrørende, hvordan børnene døde, eller om de døde på samme vis. Derfor er sagen fortsat højaktuel. Hvis Paul Perez bliver dømt skyldig, risikerer han en dødsstraf, skriver mediet BuzzFeed News.

Paul Perez har siden 90'erne været inde og ude af fængslet for småkriminalitet. I 2014 blev han dog dømt til fængsel i fire år for at være i besiddelse af et dødbringende våben i fængslet. Han var derfor bag tremmer, da sigtelsen blev rejst i forrige uge. Nu risikerer han aldrig at blive løsladt.