En 51-årig mand fra Bucks County i Pennsylvania er sigtet for seksuelle overgreb, efter at han blandt andet har gjort en teenagepige gravid to gange. Sagen kommer frem, efter at 12 piger i alderen fra 6 måneder til 18 år er fundet i mandens hjem. Ifølge politiet var teenagepigen kun 14 år, da hendes egne forældre gav hende til den 51-årige mand. Det skriver nyhedsstationen 6ABC Action News.

Pigen blev angiveligt givet som en gave, som tak for at manden havde hjulpet forældrene ud af økonomiske vanskeligheder, da de var ved at miste deres gård. Ifølge politiet har faren til pigen fortalt, at ham og hans kone først gav deres pige til den 51-årige mand efter »at have undersøgt, hvorvidt det var ulovligt på internettet.«

Faren har også fortalt politiet, at han godt vidste, at hans dengang 14-årige datter var blevet gravid. Den 14-årige datter, som i dag er 18 år, er nu mor til to piger, hvor faren er den 51-årige mand. De sidste ni piger, som blev fundet i hjemmet, er ifølge politiet fra samme forældrepar, der på trods af den økonomiske hjælp alligevel mistede deres gård. Om de også er blevet misbrugt, ved politiet ikke endnu.

Forældrene er dermed sigtet for at medvirke til den 51-åriges forbrydelser.