Grækenland vil spare 86 milliarder kroner. Det er for meget for landets borgere, der »bløder«.

GRÆKENLAND: Op mod 50.000 strejkende grækere demonstrerede onsdag mod regeringens besparelser.

For enkelte gik det over gevind, og politiet brugte tåregas og peberspray mod godt 100 demonstranter ved det græske parlament, oplyser BBC.

Flere kastede blandt andet flasker og brosten mod politiet, og en enkelt betjent blev ramt af en molotovcocktail og gik i brand, skriver nyhedsbureauet AP. Hans tilstand er ukendt.

Strejkerne var arrangeret af landets to store fagforeninger, der til sammen repræsenterer halvdelen af landets arbejdsstyrke. Mange forskellige - lærere som læger - strejkede og protesterede mod regeringens spareplan på 86 milliarder kroner. Besparelserne er nødvendige for, at Grækenland kan modtage sin næste redningspakke og på den måde minimere risikoen for en statsbankerot. Men arbejdsløsheden i landet har nået rekordhøje 24 procent, op mod en tredjedel af landets indbyggere er under fattigdomsgrænsen, og borgerne er stærkt imod flere nedskæringer.

Ifølge Reuters blev der blandt andet under protesterne råbt »Ud med EU og IMF (Den Internationale Valutafond, red.)«. Lærer Dina Kokou udtalte til nyhedsbureauet, at befolkningen »ikke kan klare mere«.

- Vi bløder. Vi kan ikke opfostre vores børn på denne måde, sagde hun.

Demonstrationerne i Grækenland kommer få dage efter lignende protester i Spanien og Portugal, som også står over for store stramninger af statsbudgetterne.