Onsdag aften tikkede en anmeldelse ind hos Dyrenes Beskyttelse.

Den drejede sig om 44 kaniner, der levede under forhold så kummerlige, at det var decideret livsfarligt.

Det fortæller TV2 Lorry, der også meddeler, at de ansatte hos Dyrenes Beskyttelse, der rykkede ud for at hente kaninerne, fik sig et chok.

De 44 kaniner levede nemlig tæt sammen i små bokse, hvor der ikke var muget ud i så lang tid, at gulvet i burene var udgjort af en halv meter tætstampet afføring.

Mange af kaninerne havde sår, bylder, lange kløer, rifter og alt for lange tænder.

Flere af skrammerne skyldtes, at kaninerne sloges indbyrdes, fordi de levede på for lidt plads.

Tina Andersen, frivillig kredsformand ved Dyrenes Beskyttelse, fortæller, at de straks tog kaninerne med sig og satte kursen mod Roskilde Internat.

Desværre døde en af kaninerne under transporten, ligesom syv blev aflivet, da de havde taget for meget skade som konsekvens af deres kummerlige leveforhold.

Yvonne Johansen, dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse, fortæller til TV2 Lorry, at dette ikke er et særtilfælde. Folk mister hurtigt overblikket over deres kaniner, som kan formere sig meget hurtigt.

»Det er en utrolig trist sag, hvor antallet af dyr er steget ejeren fuldstændig til hovedet, og resultatet er, at ejeren ikke kan overskue at passe dem. Desværre ser vi det gang på gang, at to kaniner hurtigt bliver til rigtig mange kaniner, hvis de ikke bliver kastreret eller steriliseret.«

De 37 kaniner, der har overlevet, er flyttet ind på Roskilde Internat.

Her nyder de godt af de donationer, folk har givet internatet, efter historien om kaninernes skæbne blev lagt op på Facebook. Opslaget har fået 1,5 tusinde tilkendegivelser og flere har i kommentarsporet tilbudt at overtage nogle af kaninerne.