EGYPTEN: Op mod 40 skolebørn har mistet livet, efter et tog lørdag stødte sammen med deres skolebus syd for Egyptens hovedstad, Cairo. Det oplyser landets statslige nyhedsbureau ifølge Reuters. Ulykken skete, da bussen krydsede togsporet.

En lokal læge siger, at antallet af dræbte er 38, og børnene skal være mellem fire og seks år.

Desuden skal fire børn og to voksne kvinder være hårdt såret efter ulykken

Skolebussen kom fra byen Manfalut, der ligger omkring 300 kilometer syd for hovedstaden i Asyut-regionen, og den lokale guvernør har beordret, at sagen bliver undersøgt.

Egyptens præsident, Mohamed Mursi, har desuden beordret sine ministre til at yde støtte til familierne til de dræbte.

Egyptens veje og jernbaner er kendt for dårlig sikkerhed. Egypterne har gentagne gange beklaget sig over, at landets regeringer ikke har kunnet sikre basale sikkerhedsforhold i trafikken.

BNB/Reuters