Over 40 børn og medarbejdere er sårede efter et knivangreb på en folkeskole i byen Wuzhou i det sydlige Kina.

De angrebne børn er mellem seks og 13 år.

På en video, som Global Times har lagt på det sociale medie Twitter, kan man se, hvordan børn bliver ført ud af skolen. En mand med blod i ansigtet ses også forlade skolen.

Knivangrebet fandt sted torsdag morgen, skriver statslige medier ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det britiske medie The Daily Star citerer det kinesiske medie Global Times for, at angrebet angiveligt skulle være begået af en af skolens egne sikkerhedsvagter. Der skulle være tale om en 50-årig mand, som nu er anholdt.

I første omgang blev et barn og to ansatte meldt i kritisk tilstand efter knivangrebet, men nu er der godt nyt.

- 37 elever fik mindre skader, og to voksne fik mere alvorlige skader. Alle blev de kørt til hospitalet til behandling, men ingen af dem er i livsfare, lyder det fra myndighederne ifølge AFP.

Ifølge den kinesiske tv-kanal CGTN er de to sårede voksne skolens rektor og en sikkerhedsvagt.

I de senere år har der været flere knivangreb på skoler i Kina.

I en lignende sag fra september sidste år blev otte skolebørn dræbt på deres første skoledag efter en knivangreb på en skole i landsbyen Chaoyangpo.

Angrebet blev begået af en 40-årig mand, der angreb børnene, netop da de var ankommet til skolen.

I januar sidste år blev 20 børn såret i et andet knivangreb på en skole i den kinesiske hovedstad, Beijing.