Politiet i Florida, USA, har fundet skelettet af en dreng, som har været forsvundet siden 2017. En uge før overværede han et mord.

Den 14-årige Jabez Spann blev lørdag fundet død på en mark, mere end et år efter han forsvandt.

Det skriver avisen New York Post.

»Det er et forfærdeligt tab for familien og vores lokalsamfund,« sagde Pat Robinson, der er vicepolitichef i Sarasota, på en pressekonference tirsdag aften.

Jabez Spann spillede amerikansk fodbold i fritiden, og han forsvandt på en gåtur den 4. september 2017.

Ugen før var han vidne til, at den 31-årige Travis Combs blev skudt. Det skriver avisen Herald-Tribune.

Sidste gang teenageren blev set, var ved en familiefest i hans hjemby Sarasota 45 km syd for, hvor liget af ham blev fundet.

Han var på vej mod en vens hjem, da han forsvandt, rapporterer avisen Tampa Bay Times.

Skelettet af drengen blev fundet af en arbejder, der var i gang med at reparere et hegn i området.

Kroppen var væk, så identiteten kunne kun fastslås ved hjælp af drengens tandsæt.

Dødsårsagen er endnu ikke fundet, men politiet betragter det som drab.

»Vi har hele tiden følt, at nogen er for bange til at stå frem,« siger Robinson. »De folk, der gjorde dette her, er folk fra vores område, tror vi.«