'Pirates of the Caribbean'-skuespilleren Johnny Depp har netop sat sin kæmpemæssige franske landejendom til salg for 23 millioner euro svarende til omkring 172 mio. danske kroner.

Ejendommen købte han tilbage i 2001 og er stedet, hvor han har tilbragt timevis sammen med sin ekskæreste, sangeren Vanessa Paradis, som han dannede par med i 14 år.

Salget sker ifølge ejendomsmægler Alexander Kraft, fordi Johnny Depp nu ønsker at 'komme videre':

»Johnny har besluttet at sælge for at lukket dette kapitel af sit liv,« siger han.

Har man penge nok til at købe skuespillerens feriested, som han i øvrigt har brugt 10 millioner euro (ca. 75 mio. danske kr.) på at renovere, får man møbler, bøger, kunst og andre personlige ejendele med i købet.

Selve grunden er omkring 37 hektar (svarende til 370.000 kvadratmeter). Det store areal har da også plads til bl.a. to swimmingpools, en cafe, adskillige gæstehytter, et træningslokale samt en skatepark bygget til Depps søn.

Forholdet til den franske sangerinde Venessa Paradis sluttede tilbage i 2012. Depp har siden giftet sig med den amerikanske skuespillerinde Amber Heard i februar i år, men rygter forlyder, at de to måske er ved at gå fra hinanden, skriver den engelske avis The Telegraph.