En 37-årig mand fra Malaysia blev onsdag idømt en fængselsstraf efter at have narret adskillige kvinder til at sende ham billeder af deres kønsorganer.

Den dømte, Ooi Chuen Wei, brugte en falsk Facebook-profil til at kontakte kvinderne, hvor han bad dem om at udfylde undersøgelser, der omfattede spørgsmål om deres kønsorganer og sexliv, ifølge retsdokumenter, som CNN har set.

Over en periode på fire år narrede han i alt 38 kvinder og modtog noget nær 1000 intime billeder og videoer.

Statsdomstolene i Singapore fandt Ooi Chuen Wei skyldig i identitetssvindel og idømte ham tre år og fire måneders fængsel.

Det var da en kvinde, som var blevet mistænksom over for Ooi Chuen Wei, indgav en politianmeldelse, at forseelserne kom frem.

Derefter ransagede politiet hans hjem og beslaglagde hans digitale enheder.

I løbet af politiets afhøring indrømmede han at have snydt kvinderne.

Vicestatsadvokat R. Arvindren bad om en fængselsstraf på mindst tre år og otte måneder til Ooi Chuen Wei med henvisning til det store antal ofre, og hvor længe Ooi havde fortsat sit bedrageri.

»Den anklagede udførte en nøje gennemtænkt plan for at tilfredsstille sine seksuelle lyster. (...) Han har misbrugt den tillid, offentligheden har til læger, og han har udnyttet sociale medier til at begå forbrydelserne,« lød hans begrundelse desuden.