Kongressens første hindu og amerikansksamoaner, Tulsi Gabbard, vil udfordre Donald Trump ved næste års valg.

Den 37-årige demokrat og kongresmedlem Tulsi Gabbard stiller op ved næste års præsidentvalg i USA.

Det siger Gabbard, der i Kongressen repræsenterer delstaten Hawaii, til CNN fredag.

- Jeg har besluttet mig for at stille op og vil komme med en officiel bekendtgørelse inden for den næste uge, siger Gabbard, der sidder i udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Tulsi Gabbard er både den første hindu og den første amerikansksamoaner, der er blevet valgt til Kongressen. Hun er desuden krigsveteran fra Irak.

Gabbard siger, at hovedfokus for hendes valgkampagne vil være "spørgsmålet om krig og fred".

- Der er flere grunde til, at jeg har truffet denne beslutning. Der er mange udfordringer, som det amerikanske folk står over for, og som jeg er bekymret over og ønsker at løse, siger hun.

Den 37-årige demokrat nævner klimaforandringer og utilstrækkelig sundhedshjælp blandt problemerne.

I 2020 skal amerikanerne stemme om landets næste præsident. Den siddende præsident, republikanske Donald Trump, har tidligere sagt, at han ønsker at stille op til en ny periode.

Den demokratiske senator Elizabeth Warren, der repræsenterer Massachusetts, annoncerede den 31. december, at hun er i færd med at danne et sonderingsudvalg.

Et sådant udvalg er første skridt, før en præsidentkandidat officielt kundgør sin beslutning om at stille op.

Den 69-årige Warren blev kendt over hele USA for sin skarpe kritik af Wall Street, bankindustrien og store virksomheder i kølvandet på finanskrisen i 2008.

Nyhedsbureauet Reuters nævner flere demokrater, der kan ende med at stille op ved næste års præsidentvalg. Det gælder blandt andre senatorerne Kamala Harris, Cory Booker og Kirsten Gillibrand samt tidligere vicepræsident Joe Biden.

Desuden dannede Julian Castro, der var boligminister under præsident Barack Obama, ligeledes et sonderingsudvalg i december.

/ritzau/