Kvinden hiver op i læberne og viser de tandløse gummer.

»Lad os starte en trend. Vi skal vise, hvor lækre vi er, og hvor smukke vi ser ud. Med eller uden,« siger hun.

En stribe videoer på TikTok, Instagram og YouTube har givet kvinden med tilnavnet 'Princess Glitterhead' ekstremt mange visninger, likes og kommentarer. Her har den 36-årige amerikaner besluttet sig for at vise frem, hvordan det er at leve uden tænder.

Missionen er at vise, at der ikke er noget at skamme sig over. At det er helt normalt at leve med eksempelvis klik-på-tænder, som 'Princess Glitterhead' gør.

Sådan har hun dog ikke altid følt det.

I et interview med Buzzfeed fortæller Alicia, der optræder uden sit efternavn, hvordan det ramte hårdt, da de første tænder begyndte at falde ud under hendes første graviditet som 20-årig. Inden for en uge knækkede de to første og faldt ud.

»Jeg kan huske, at jeg lå på græsplænen og følte, at mit liv var slut: Jeg ville aldrig blive respekteret. Jeg ville aldrig blive smuk. Min mand ville måske endda forlade mig – jeg havde perfekte tænder, da han giftede sig med mig, og efter et år manglede jeg allerede flere tænder,« siger hun.

Siden fulgte år med massive tandproblemer. Og massive udgifter på titusindvis af kroner.

Efter den anden graviditet som 24-årig fik Alicia eksempelvis genetableret hele overmunden og gik til tandlægen hver uge i et år. Hun har siden forsøgt sig med alle tænkelige løsninger som fyldninger, broer, kroner, tandproteser, rodbehandlinger og operationer.

»Jeg smilte aldrig. Jeg holdt op med at tale, og jeg skjulte min smerte. Jeg var rædselsslagen for tandlægen og udskød til tider mine aftaler. Jeg forsømte mig selv,« siger den i dag 36-årige Alicia, der med egne ord aldrig havde et hul i tænderne i sine første 18 leveår:

»Jeg kunne ikke forstå, hvad der skete. Jeg kunne få plomber og rodbehandlinger, der ville gå i stykker nærmest øjeblikkeligt.«

Det er ikke usædvanligt, at kvinder kan få problemer med tænderne i forbindelse med graviditeter. De hormonelle forandringer i kroppen påvirker også tandkødet, og i Danmark eksisterer også et mundheld om, at en kvinde mister 'en tand pr. barn'.

Princess Glitterhead blev dog ramt i ekstrem grad, og i forbindelse med graviditet nummer tre og fire kom der kun yderligere komplikationer og tab af tænder.

For få år siden tog hun derfor en drastisk beslutning. For en pris af omkring 100.000 kroner fik hun etableret såkaldte klik-på-proteser i hele munden.

»Jeg gik ind med 13 naturlige tænder tilbage. De trak dem alle ud og satte i stedet 10 miniimplantater i,« fortæller hun i en af sine videoer.

Det betyder, at hun i dag har en protese i hele overmunden og hele undermunden, som hun med et snuptag kan tage af eller klikke på miniimplantaterne. I dag har hun lært at leve med sine tandproblemer.

»Man behøver ikke at hade sig selv for at have proteser, uanset hvad grunden er. Man skal ikke skamme sig over at få ordnet noget, der kan forbedre livskvaliteten,« siger Princess Glitterhead til Buzzfeed:

»Vores børn fortjener forældre, der smiler til dem. Vi fortjener at være glade.«