Britisk politi har efter efterforskning af børneporno på internettet foranlediget hundredvis af anholdelser.

Det britiske politi har efter efterforskning af børneporno på internettet foranlediget, at 337 personer er blevet anholdt i 38 forskellige lande.

Storbritanniens kriminalpolitis nationale efterforskningscenter, NCA, oplyser, at det er en efterforskning af en af landets værste seksualforbrydere over for børn, som har ført til de mange anholdelser.

Efterforskningscenteret oplyser ifølge det franske nyhedsbureau AFP, at anholdelserne er foretaget efter at en sydkoreansk hjemmeside på det mørke internet er blevet fjernet. På hjemmesiden betalte pædofile med kryptovaluta for at se seksuelle overgreb på børn.

Det såkaldt mørke internet er kun tilgængeligt med særlig software. Det anvendes til forskellige illegale og lyssky aktiviteter

I Washington oplyser det amerikanske politi, at 338 personer er anholdt i sagen på globalt plan.

- Den sydkoreanske hjemmeside, der hed "Welcome To Video", blev taget offline i marts 2018. Den indeholdt over 250.000 forskellige videoer, hedder det i en pressemeddelelse fra de amerikanske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge britisk politi er de 250.000 videoer blevet downloadet en million gange af brugere over hele verden.

- Der er foretaget anholder i blandt andet Storbritannien, Irland, USA, Sydkorea, Tyskland, Spanien, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Tjekkiet og Canada.

Tysk og sydkoreansk politi har deltaget i efterforskningen.

Det britiske kriminalpoliti oplyser, at syv mænd allerede er blevet dømt, siden den første anholdelse i sagen blev foretaget i 2017.

- En mand er idømt 22 års fængsel for at have voldtaget en femårig dreng og for at have været med i en video på Welcome To Video, hvor han misbrugte en treårig pige.

Matthew Falder blev i 2017 idømt 25 års fængsel, efter at han havde tilstået 137 tilfælde af onlinemisbrug. Blandt andet havde han opfordret til voldtægt af et barn og endda misbrug af en baby.

Det amerikanske justitsministerium har udarbejdet ni anklagepunkter mod hjemmesidens operatør, en 23-årig sydkoreaner som angiveligt hedder Jong Woo Son.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP