Natten til tirsdag døde 32.000 fisk i et rugeri – en virksomhed hvor man udruger æg – i Florø i Norge.

Anlægget Havlandet, som rugeriet hedder, er bygget for at få viden om teknologi og biologi, der kan forbedre de fisk, der sendes ud som fødevarer, skriver NRK.

Det ser ud til, at de mange døde fisk skyldes en forgiftning med svovlbrinte, som er en meget giftig gas, hvis lugt ofte beskrives som rådne æg.

Gassen kan blandt andet opstå ved forrådnelsesprocesser og nedbrydning af organisk stof. Eller ved fordøjelsesprocesser i tarmen.

Den kan findes i spildevand, gødning og i fiskerbåde, hvor fisk ikke opbevares i kølerum.

Men Havlandet har stadig ikke endeligt konkluderet, at årsagen er forgiftning med den farlige gas.

»Det er endnu for tidligt at konkludere præcist, hvad der forårsagede denne hændelse. Når konklusionen er nået, vil dette blive offentliggjort, så flere end Havlandet kan lære af hændelsen,« siger konstitueret direktør Beate Grønnevik til NRK tirsdag middag.

Der er endnu ikke kommet en udmelding fra Havlandet.