Mændene i lastbilen lå gemt ovenpå kasser med frossen frugt og med mindre end en meters afstand til taget.

31 migranter blev tirsdag aften fundet i kølerummet på en lastbil ved grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet.

Det oplyser en talsmand for det forbundspoliti i Tyskland onsdag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Politiet har ikke givet nogen meldinger om, hvorvidt nogle af migranterne er kommet til skade.

Migranterne blev fundet under et tjek af politiet og toldmyndighederne ved den tysk-tjekkiske grænse.

Det efterforskes stadig, hvor længe migranterne har opholdt sig i kølerummet, og hvor de blev fragtet fra.

Lastbilen, der er registreret i Tyrkiet, havde kurs mod Dredsen, da den tirsdag aften blev stoppet.

Den 57-årige tyrkiske chauffør er blevet anholdt under mistanke om menneskesmugling.

Ifølge politiet er de 31 migranter alle mænd i alderen 18 til 47 år. 24 af dem er tyrkiske statsborgere.

Blandt dem var også tre syrere, tre iranere og én iraker.

Mændene i lastbilen lå gemt oven på kasser med frossen frugt med mindre end en meters afstand til taget, skriver det tyske medie Bild.

Menneskesmuglere gemmer jævnligt migranter i lastbiler for at fragte dem op gennem Europa. Nogle gange med fatale konsekvenser.

I 2015 blev ligene af 71 migranter fundet i Østrig i en lukket lastbil, der var kørt fra Ungarn.

I oktober sidste år blev 39 vietnamesere ligeledes fundet døde i kølerummet på en lastbil i Storbritannien, efter at de var blevet smuglet ind fra Belgien.

/ritzau/