31-årige Maline er forsvundet op til jul.

Siden torsdag morgen 23. december i den svenske by Landskrona har ingen set hende.

Det skriver det svenske medie Expressen.

Politiet meldte hende i første omgang savnet, men har efterfølgende fået mistanke om, at der kan være tale om en kidnapning.

Det skyldes, at politiet ikke kan udelukke, at Maline har været udsat for en forbrydelse.

Lørdag var beredskabsorganisationen FIKK ude at lede efter hende i det centrale Landskrona.

Her var omkring 60 mødt op for at bidrage til eftersøgningen. Også i dag, søndag, er de ude at lede.

»Vi arbejder hele tiden på at indsamle nye oplysninger, blandt andet fra politiet,« sagde indsatsleder i FIKK Mikael Jensen til Expressen lørdag.

Malines pårørende er underrettet.

Har du oplysninger, der kan bidrage i sagen, bedes du kontakte det svenske politi på telefon +46 114 14.