Optagelserne er omkring 30 år gamle. På de grynede billeder er det dog let at kende den dengang cirka 40-årige mand.

Trods det tjavsede, uredte hår. Trods campinghabitten. Trods den hvide undertrøje. Ja, selv trods det store smil, der dukker op flere gange.

For selvom manden på den hidtil usete amatørvideo publiceret af finske Yle fremstår nærmest som en diametral modsætning til det stive, alvorlige, pletfri og til tider truende image, han fremturer med i dag, er der ingen tvivl om, hvem det er.

Vladimir Putin.

Vladimir Putin fra videoen.
Vladimir Putin fra videoen. Foto: Screendump fra Yle-video.
Vis mere

Det vides ikke præcist, hvornår optagelserne hos den finske pendant til DR er fra.

Men det skulle være fra cirka i begyndelsen af 1990erne til en maj-fest, hvor den nuværende russiske præsident var på besøg i Finland. På den lille ø Torsö. 

»Det er en vidunderlig, fascinerende, original og uimodståelig optagelse,« siger Luke Harding, tidligere Moskva-korrespondent for The Guardian, til Yle.

I dag er Vladimir Putin meget kontrollerende omkring, hvordan han optræder offentligt.

Det er sådan, vi kender Vladimir Putin i dag.
Det er sådan, vi kender Vladimir Putin i dag. Foto: Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er ikke til at se på de gamle klip.

Her spiller han bordtennis i en undertrøje, han morer sig tydeligt, han er iført tidstypiske træningssæt i skrigende farver.

»Det er Putin, før han blev rig,« konstaterer Luke Harding:

»Det mest iøjnefaldende er, at han smiler. Han ser menneskelig ud og ikke som det monster, han er blevet.«

Vladimir Putin i undertrøje (th.) er på bordtennishold med daværende Samkt Petersborg-borgmester Anatoli Sobchak, her i T-shirt.
Vladimir Putin i undertrøje (th.) er på bordtennishold med daværende Samkt Petersborg-borgmester Anatoli Sobchak, her i T-shirt. Foto: Screendump fra Yle-video
Vis mere

Dengang i start-90erne var Vladimir Putin højre hånd for borgmesteren i Sankt Petersborg, Anatoli Sobchak, der også optræder i de gamle videoklip – eksempelvis også i bar mave som sin næstkommanderendes bordtennismakker.

Man kan også se selskabet spille dart, spise stor frokost, og være på fisketur.

Og her ser man en flig af den konspiratoriske, sky og mistænksomme mand, der i dag er russisk præsident.

For mens de andre i den lille båd kigger og smiler til kameraet, sidder Vladimir Putin gemt væk i sin store røde jakke. Konstant med ryggen til.

Her ses Vladimir Putin (th.) med ryggen til i båden.
Her ses Vladimir Putin (th.) med ryggen til i båden. Foto: Screendump fra Yle-video
Vis mere

Ifølge Ruslandskenderen Luke Harding ser man her tydeligt hans fortid som KGB-agent.

»En af de første ting, man lærer som spion, er at undgå at blive fotograferet,« siger han:

»Spioner over hele verden er generelt ret tilbageholdende, men det blev i særdeleshed set hos KGB, så billederne her er ellers virkelig, virkelig usædvanlige.«

Yle oplyser ikke, hvem der står bag optagelserne. Men de skulle være verificerede, efter at mediet havde modtaget dem på et vhs-bånd.

På samme måde oplyser det finske medie heller ikke navnene på de kilder, der var til stede under besøget og har fortalt om det.

»Putins reaktion på afsløringer om hans privatliv kan være uforudsigelig,« lyder det.