Et drama udspiller sig fredag på grænsen til Mexico.

En mindre gruppe på omkring 50 mennesker brød gennem gitteret, der skiller Guatemala fra Mexico, men blev mødt af kampklædt politi og peberspray.

Grænsepolitiet fik kort efter reetableret bolværket mod syd, men tusindvis af desperate immigranter fra Honduras presser på for at komme igennem.

Billeder fra stedet viser, hvordan mænd, kvinder og børn, unge og gamle presser sig frem, mens kampklædte betjente, fanget i menneskemængden, desperat forsøger at få kontrol over den kaotiske situation.

Immigranter fra Honduras stormede fredag over grænsen til Mexico.
Immigranter fra Honduras stormede fredag over grænsen til Mexico. Foto: Esteban Biba
Vis mere

Natten til fredag har op mod 3.000 immigranter forsamlet sig på grænsen mellem Guatemala og Mexico.

»Vi er ikke smuglere, vi er immigranter,« råbes der fra menneskehavet, der bølger frem mod den gule metalport, der udgør grænsen mellem Guatemala og Mexico.

Men det er ikke Mexico, der er målet. Menneskehavet har det forjættede USA som destination.

På Twitter har Trump ladet forstå, at immigranterne ikke er velkomne i USA.

Tusindvis af immigranter fra Honduras stormer grænsen til Mexico.
Tusindvis af immigranter fra Honduras stormer grænsen til Mexico. Foto: Oliver de Roos
Vis mere

Siden torsdag er menneskemængden fra Honduras, der er forsamlet i grænsebyen Tecun Uman kun blevet større og større.

Før solopgang fredag morgen gik de tusindevis mod grænseovergangen, mens en mexicansk militærhelikopter fløj langs gruppen for at få overblik over situationen, beretter nyhedsbureauet AP.

Jose Porfirio Orellana, en 47-årig bonde fra Yoro provinsen siger, at elendige økonomiske forhold i Honduras har tvunget ham på flugt.

»Der er ingenting her,« siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Mænd, kvinder og børn på vej over grænsen fra Guatemala til Mexico.
Mænd, kvinder og børn på vej over grænsen fra Guatemala til Mexico. Foto: UESLEI MARCELINO
Vis mere

Mexicos udenrigsminister Luis Videgaray har meddelt, at den ‘formodentlige minoritet’ af immigranterne, der har pas og gyldigt visa, vil blive lukket ind i Mexico.

Omkring 100 har fået lov at søge tilflugt i Mexico, mens de, der vælger at krydse grænsen illegalt, vil blive fanget og deporteret.

Trump har gjort det klart for Mexico, at han nøje overvåger situationen. Tidligt torsdag morgen truede han med at lukke den amerikansk grænse til Mexico, hvis Mexico lod migranterne fortsætte.

Senere på dagen retweetede han en video af det mexicanske politi på grænsen til Guatemala og skrev:

»Tak Mexico, vi ser frem til at arbejde med jer!«

Immigranter fra Honduras stormer grænsen fra Guatemala til Mexico ved byen Tecun Uman.
Immigranter fra Honduras stormer grænsen fra Guatemala til Mexico ved byen Tecun Uman. Foto: UESLEI MARCELINO
Vis mere