En kun tre år gammel dreng er død, efter han blev fundet i en låst bil i Sweetwater i amerikanske Tennessee mandag.

Drengens bedstemor havde hjulpet naboen med at flytte, imens en teenager holdt øje med flere børn i hjemmet, oplyser Monroe County Sheriff's Office ifølge ABC News.

Da bedstemoderen - der også er drengens værge - kom hjem, indså de, at drengen var væk. Han blev fundet i en låst bil ved huset. Bedstemoderen bar ham indenfor, hvor hun forsøgte at genoplive ham, men uden held. Han menes at have været i bilen cirka 35 minutter - den dag nåede temperaturen 30 grader.

Det er uvist, om bilen var låst, da den blev parkeret. Sagen bliver nu videregivet til anklagemyndigheden.

Ifølge ABC News opvarmes børns kroppe hurtigere end voksnes, og samtidig lukker børns indre organer hurtigere ned. Hans Christian Laugaard-Jacobsen, ledende overlæge på børneafdelingen, Aalborg Universitetshospital, fortæller til TV 2, at børn under et år er mest følsomme.

»Hvis en bil føles varm for en voksen, er den alt for varm for et barn,« siger han.