Hvis du synes, at de nye iPhones er dyre, så skulle du prøve at købe en ældre iPhone i ubrudt emballage.

For nu er en fabriksforseglet iPhone 1 blevet solgt på en auktion for et femcifret beløb på LCG Auctions. Det skriver Sky News.

»Splinterny, aldrig aktiveret. Samlere og investorer skal lede længe for at finde et så overlegent eksempel,« skriver LCG Auctions om telefonen.

Den heldige køber får sig så en ny iPhone med otte gigabyte lager og et kamera med to megapixel for 39.339 dollar. Det svarer til knap 300.000 kroner.

Der blev lagt 28 bud på telefonen.

Den nyeste iPhone, iPhone 14 Pro, har 128 gigabyte lagerplads og har 48 megapixels på bare en af sine tre kameralinser.

Men det har ikke været uden besvær, at den nyeste iPhone har ramt markedet. For ganske kort tid efter udgivelsen kunne flere medier berette om fejl på kameraet.

Det er 15 år siden, at den første iPhone blev introduceret af den nu afdøde Steve Jobs, som var en af hovedstifterne bag techgiganten Apple.