Søndag blev en 26-årig anholdt mistænkt for at have haft en rolle i Stockholm-angreb. Han er nu løsladt.

Stockholm. Der er ikke længere mistanke mod en 26-årig mand, der søndag blev anholdt af svensk politi mistænkt for at have spillet en rolle i lastbilangrebet i Stockholm.

Han er derfor blevet løsladt. Det skriver den svenske avis Expressen.

I en pressemeddelelse oplyser anklagemyndigheden i Sverige, at manden er blevet sat på fri fod tirsdag aften.

- Den person, som 23. april blev anholdt og afhørt i forbindelse med efterforskningen af episoden på Drottninggatan, er blevet løsladt tirsdag den 25. april om aftenen.

- Personen er ikke længere mistænkt, skriver anklagemyndigheden.

Angrebet i Stockholm fandt sted 7. april og kostede fire personer livet. 15 personer blev såret.

Det skete ved stormagasinet Åhléns i Drottninggatan i det centrale Stockholm, da en lastbil bragede ind i fodgængere. Det er blevet betegnet som et terrorangreb af de svenske myndigheder.

Nyhedsbureauet TT har forsøgt at få uddybende kommentarer fra myndigheder og politi, men ingen af stederne ønsker man at svare på spørgsmål.

Svensk politi har i forvejen anholdt en 39-årig usbekisk mand, der var blevet udvist af Sverige, for angrebet. Han er fortsat fængslet.

- Siden 11. april har en person siddet fængslet mistænkt for at have begået terror, skriver anklagemyndigheden.

Den 39-årige erkendte få dage efter angrebet i et grundlovsforhør, at det var ham, der sad bag rattet i den lastbil, der kørte ind i menneskemængden i den svenske hovedstad.

Det er siden angrebet kommet frem, at han tidligere har udtrykt sympati for "ekstreme organisationer", deriblandt den militante bevægelse Islamisk Stat.

/ritzau/