Panik efter eksplosion i byen Wuppertal. Årsagen er endnu ikke kendt, siger politiet.

En kraftig eksplosion, der ødelægger en bygning i den tyske by Wuppertal, har kvæstet 25 mennesker, heraf fire alvorligt, oplyser politiet.

Eksplosionen skete kort før midnat natten til søndag i den tre etager høje bygning.

Flere meter høje flammer skød op fra ruinerne af det sammenstyrtede hus, og folk flygtede i panik fra stedet.

Det lykkedes mange af beboerne at slippe ud lige efter eksplosionen. Men brandfolk måtte bruge stiger til redde andre ud, skriver nyhedsbureauet dpa.

Politiet var søndag middag fortsat i gang med at undersøge, hvad der forårsagede eksplosionen i Wuppertal i det vestlige Tyskland.

/ritzau/AP