I 20 år har politiet i den engelske by Bath forsøgt at opklare mordet på den dengang 25-årige Melanie Hall. Nu kan nye DNA-spor måske bringe dem på sporet af morderen.

Det skriver Sky News.

Den 9. juni 1996 forsvandt den 25-årige Melanie Hall fra en natklub i byen Bath i det vestlige England. I oktober 2009, 13 år senere, blev resterne af hendes lig fundet nær en motorvej.

Og selv om politiet hidtil har gennemtrevlet mere end 3.000 forklaringer og telefonopkald, så har drabet indtil nu været et mysterium med en morder på fri fod.

Men nu tyder noget på, at man endelig har fået et gennembrud. Ifølge Andy Bevan fra det lokale politi nærmere man sig i øjeblikket en opklaring på sagen.

»For første gang kan jeg bekræfte over for offentligheden, at vi har DNA-beviser, som blev efterladt på en genstand, som blev fundet der, hvor resterne af Melanie Hall blev opdaget,« siger han ifølge Sky News.

Andy Bevan oplyser endvidere, at man ved hjælp af nye teknikker er ved at få udarbejdet en DNA-profil, som utvivlsomt vil bringe dem tættere på morderen.

Melanie Hall blev sidst set omkring klokken et om natten den 9. juni siddende på en stol på den natklub, hvor hun befandt sig. Det vides dog ikke, om Melanie Hall nogensinde forlod natklubben eller i så fald, hvornår hun gjorde det.

Politiet håber dog stadig på hjælp fra offentligheden og fra folk, der har set Melanie Hall på forsvindingsnatten.

I forbindelse med 20-årsdagen for Melanie Halls forsvinden er der blevet sat en dusør på godt 100.000 kroner for informationer, der kan føre politiet på sporet af morderen.