Ved et rent tifælde har hollandsk politi beslaglagt mere end 2.400 kilo kokain på et containerskib.

Shippingwatch skriver, med det hollandske medie Nl Times som kilde, at containerskibet MSC Lorena sidst i december måtte søge i havn i hollandske Vlissingen, da der var en bombealarm mod skibet.

Politet har senere anholdt de to mistænkte bag truslen. De er begge mistænkt for at ville udføre en terrorhandling på skibet.

En bombe var der ikke på skibet, men da politiet var ombord for at tjekke truslens lødighed, fandt de 2.400 kilo kokain.

»Stofferne blev fundet i en container under et dæklag af kakao,« sagde anklageren i Antwerpen ifølge Nl Times.

MSC Lorena ejes af verdens største containerrederi, MSC, der tidligere har haft problemer med fragt af kokain.

Ja,  ifølge mediet Bloomberg Businessweek er rederiet ligefrem blevet beskyldt for at være infiltreret af et smuglerkartel fra Balkan. Det har MSC dog klart afvist.

MSC Lorena var på vej til Antwerpen fra Dakar i Senegal. Det sejler under panamansk flag.